TRYKKOGER.DK

Afkøling og åbning af trykkoger

Afkøling under rindende vand.
Afkøling under rindende vand.

Når der er tryk på gryden, kan den ikke åbnes – den skal først afkøles, så trykket udlignes.

Når man er færdig med trykkogningen, kan man blot lade gyden gå af kog og vente nogle minutter til trykket går af, eller man kan bruge hurtig afkøling.

Der er flere metoder.

Naturlig (langsom) afkøling

Når man lader temperaturen (og dermed trykket) falde naturligt, går der nemt 10-15 minutter inden trykkogeren kan åbnes.

Er der meget indhold i trykkogeren, er der mere til at “holde på varmen” og dermed vil selve afkølingen tage længere tid.

Bruger man naturlig afkøling, sparer man energi, for retten koger jo videre, mens trykket falder.

Hurtig afkøling

Ved hurtig afkøling stiller man trykkogeren i køkkenvasken og lader en meget tynd stråle koldt vand afkøle låget. Det betyder, at trykket falder hurtigt og trykkogeren kan åbnes indenfor 1-2 minutter.

Lynhurtig afkøling

Ved lynhurtig afkøling lader man blot den holde hane løbe ned over gryder. Trykket går af på få sekunder, men der skabes turbulens inde i gryden.

Når afkølingen sker hurtigt, skabes der turbulens inde i kogeren – det hele bulderkoger i 5-10 sekunder, og det vil man måske gerne undgå.Fx kan det betyde, at en rigtig mør kylling falder lidt fra hinanden. Naturlig afkøling er det mest skånsomme.

Gylden middelvej

Jeg plejer ofte at bruge en mellemting. Jeg slukker for gryden, og efter fx fem minutter tager jeg det sidste tryk af under en tynd stråle fra den kolde hane.

Husk at kogetiden påvirkes af, om du bruger hurtig eller langsom afkøling. Er kogetiden fx 15 minutter ved hurtig afkøling, så svarer det måske til at du skal slukke efter 10 minutter, hvis du vil bruge naturlig afkøling.
Exit mobile version